Mangler i forebyggelse af stress i virksomheder
Kun hver 7. virksomhed har retningslinjer for hvordan stress skal håndteres. Dette til trods for at der er meget fokus på sygefravær når man spørger på virksomhederne, viser en ny årbog.
Der er generelt meget opmærksomhed på sygefravær i de danske virksomheder. 92 procent af de store virksomheder og 61 procent af de mindre har en sygefraværspolitik der bliver brugt aktivt.
Mange virksomheder er gode til at sætte ind over for den enkelte medarbejder. Men når det kommer til forebyggelse på virksomhedsniveau, er der plads til forbedring på nogle områder. Kun 14 procent har f.eks. retningslinjer for håndtering af stress.
Oplysningerne stammer fra Socialforskningsinstituttet der siden 1998 hvert år har undersøgt virksomheders sociale engagement, og i den seneste undersøgelse bliver der sat særligt fokus på sygefravær.
Dialogen med medarbejderen tæller
Ansatte i en vuggestue og ansatte i et konsulentbureau bliver udsat for stress og sygdom på forskellige måder. Interviews med fire vidt forskellige virksomheder i forbindelse med undersøgelsen viser at der er forskellige måder at håndtere sygefravær på. Men når det gælder fastholdelse af sygdomsramte medarbejdere, siger de fire virksomheder samstemmende at samtalen med medarbejderen er altafgørende.
I alle typer af virksomheder, uanset branche og sammensætning af medarbejdere, bliver samtalen tillagt stor betydning. 68 procent af virksomhederne fra undersøgelsen afholder samtaler med medarbejdere, der er truet af f.eks. alvorlig stress eller fysisk nedslidning.
Et stort sygefravær er tegn på dårlig ledelse
Hvor sygefraværet er stort, kan dette være et ildevarslende tegn på dårlig ledelse. Det samme gælder hvor der er et stort gennemtræk af medarbejdere.
Hvis der er meget brok, korridorsnak og bagtalelse på en arbejdsplads, kan det være ensbetydende med at der også finder mobning og chikane sted, og det er udtryk for dårlig ledelse.
Ligesom det for nylig er kommet på tale at medarbejderne kan indberette korruption på deres arbejdspladser anonymt til topledelsen, er det også ledelsens ansvar at medarbejderne får et medansvar for at sige fra eller til.
Medarbejderne skal gøre det klart for ledelsen hvis de har for mange opgaver, for vanskelige opgaver, for lidt tid osv. De skal opmuntres til at komme med ideer til forbedringer. Det er også vigtigt at de gør opmærksom på, over for både kolleger og chef, hvis der eksempelvis foregår mobning eller krænkende adfærd på arbejdspladsen.
Er man udsat for eller vidne til urimelig behandling, så dokumenter hvad der foregår. Skriv aftaler med chefen ned. Noter hvad der bliver sagt og gjort. Så står man stærkere.
Gå til chefens chef, han aner ofte ikke hvad der foregår.
Læs næste artikel
Hent og udskriv hele nyhedsbrevet som pdf-fil